28 år efter Tjernobyl: Ivan og Maria bor ved reaktor 4

For 28 år siden eksploderede atomkraftværket i Tjernobyl, og indbyggerne blev evakueret. Nogle få er vendt hjem, men de får nu besøg af turister.

 

Ivan Ivanovych Semenuik har ikke bare jord under neglene, men også imellem sit ansigts furer.

Han rækker mig et glas hjemmelavet ahornsaft. Men hvor er vandet fra? Og hvad med træet, det er tappet fra? Er det giftigt?

Jeg havde aldrig troet, jeg ville være bange for at drikke ahornsaft, men det er jeg nu.

Ivan og hans kone Maria Kindrativna Semenuik, der er klædt i gummistøvler og farvet tørklæde, opbevarer den klare væske i en gennemsigtig 10-liters vanddunk. Vi sidder i deres køkken, et under 15 kvadratmeter stort rum med hvide og lyseblå vægge, præcis som i resten af byens huse. Inden jeg er kommet herind, har jeg underskrevet en erklæring om ikke at drikke vand fra området. Men jeg er gæst i deres hjem, så jeg drikker den sødlige saft alligevel.

Sagen er, at Ivan og Maria bor i landsbyen Paryshyv tæt ved Tjernobyls atomreaktor 4, der eksploderede i 1986 og spredte enorme mængder af radioaktive partikler. I en radius af 30 kilometer har myndighederne lavet en sikkerhedszone, hvor det er ulovligt at opholde sig uden tilladelse. Alligevel bor Ivan, Maria og 200 andre mennesker her. De trodser loven, strålingsfare og ensomhed. Hvorfor?

Læs hele historien på Politiken.dk.

Mød den kristne gud, der drikker brændevin og opfylder ønsker

Maximón er både gud og helgen. Tilbedt af kristne og mayaindianere, der ofrer brændevin og penge i håbet om en ny motorcykel eller en anden mands kvinde.

»Tak for de fire biler«, står der skrevet på en mindeplade hængt op på væggen.

Nedenfor knæler en ældre kvinde i farverig, vævet klædedragt. Hun kysser det beskidte gulv syv gange, messer en uhørlig remse, rejser sig, kaster brændevin ud over nogle tændte stearinlys og bunder en dåseøl. Så gentager hun ritualet.

Hun beder til Maximón, også kendt som San Simón eller Rilaj Maam, en blanding af blandt andre Judas, den spanske erobrer af Guatemala og en mayaindiansk bjerggud.

Maximón er enten en gud eller en helgen, alt efter hvem man spørger, og danner bro mellem katolikker og mayaindianere.

Hans tilbedere ofrer blandt andet brændevin, dåseøl og penge. Til gengæld kan de få opfyldt nogle af de ønsker, som er svære at gå til Gud med: måske en anden mands kvinde, en ny motorcykel eller en lønforhøjelse.

Læs her den fulde artikel, der var hovedhistorien i Politikens årlige rejsetillæg, Rejsen går til 2013.

 

Livet set fra en lænestol

Jeg mødte kommissær Braddock i sin lænestol, og han blev i sin lænestol i al den tid, jeg talte med ham og i al den tid, jeg gik forbi de efterfølgende dage. Det blev der en artikel ud af til Politikens Rejser.

 

“Rejser indleder med det, mange ønsker – hvor kommer alle de andre ikke! Belize virker som et meget godt bud. I hvertfald får man et godt indblik gennem både hovedhistorien, som både fortæller en menneskehistorie, historie og giver stemning. Der er flotte billeder og flere indgange på både oplevelser og kulturer. Et godt miks til en veloplagt og vellykket opslag.”

– Politikens interne efterkritik

»We’re in deep shit now«, siger kommissæren for højesteretten, benene smækket op ad muren, kroppen sunket ned i en rød, hullet lænestol, hånden om en nær tom kildevandsflaske.

»Nå, men vil du have en tår? Det er rom – de er herude fra sukkerrørsmarkerne«, fortsætter han og rækker flasken frem mod mig.

Klokken er 11, dagen onsdag, og omkring os er: én doven hund, fladet ud på den støvede vej; én kammerat med lukkede øjne, hovedet vippet forover, en diskret snorken; én Nissan pickuptruck, vinduerne rullet ned, anlægget tændt, bassen skrantende, chaufføren væk; ét caribisk hav, turkisblåt, solen glitrende i overfladen, en let brise mod land. Det føles på ingen måde som ’deep shit’ her på i Punta Gorda, den sydligste by i det lille mellemamerikanske land Belize.

Læs den fulde historie her.

Turist i voldens by

Turist i voldens by

Den første artikel, jeg skrev på min 2,5 måned lange reportagetur til Guatemala, er også blevet den første til at blive trykt: en historie i Politiken om at være turist i en af verdens farligste hovedstæder.

Jeg kan godt lide Politikens rejsetillæg, fordi der er plads til store og mange billeder. Og denne gang med en forside ovenikøbet. Det er jo altid rart.

 

Jeg har fået to læserhenvendelser, begge fra Guatemala-expats. Den ene kalder det uansvarligt, at jeg opfordrer danskere til at tage til Guatemala By; at jeg ikke i tilstrækkelig grad advarer om, hvor farligt det er. Den anden er ked af, at jeg tegner et så ensidigt billede af byen som et farligt sted.

Normalt ser jeg det som et godt tegn, når der kan komme to så forskellige syn på samme artikel. Så har jeg da fået lidt nuancer med – hvilket naturligvis altid er målet (men ikke altid let).

Manden på billedet er i øvrigt en gadekunstner, der lever på gaden efter at være blevet udvist fra USA, fordi han skød en anden mand; hans kone og børn har han ikke set i 16 år. Det er en ret spændende historie, som der ikke blev plads til denne her gang, men som jeg nok skal få brugt i en anden sammenhæng.

Du kan læse artiklen her på politiken.dk.