Jeg mødte kommissær Braddock i sin lænestol, og han blev i sin lænestol i al den tid, jeg talte med ham og i al den tid, jeg gik forbi de efterfølgende dage. Det blev der en artikel ud af til Politikens Rejser.
“Rejser indleder med det, mange ønsker – hvor kommer alle de andre ikke! Belize virker som et meget godt bud. I hvertfald får man et godt indblik gennem både hovedhistorien, som både fortæller en menneskehistorie, historie og giver stemning. Der er flotte billeder og flere indgange på både oplevelser og kulturer. Et godt miks til en veloplagt og vellykket opslag.”
– Politikens interne efterkritik
»We’re in deep shit now«, siger kommissæren for højesteretten, benene smækket op ad muren, kroppen sunket ned i en rød, hullet lænestol, hånden om en nær tom kildevandsflaske.
»Nå, men vil du have en tår? Det er rom – de er herude fra sukkerrørsmarkerne«, fortsætter han og rækker flasken frem mod mig.
Klokken er 11, dagen onsdag, og omkring os er: én doven hund, fladet ud på den støvede vej; én kammerat med lukkede øjne, hovedet vippet forover, en diskret snorken; én Nissan pickuptruck, vinduerne rullet ned, anlægget tændt, bassen skrantende, chaufføren væk; ét caribisk hav, turkisblåt, solen glitrende i overfladen, en let brise mod land. Det føles på ingen måde som ’deep shit’ her på i Punta Gorda, den sydligste by i det lille mellemamerikanske land Belize.