Hvad kan Christian IV’s skolebog lære Dansk Magisterforenings formand om fællesskab og faglige kampe? Magisterbladet var med på tur, da Camilla Gregersen besøgte Rigsar- kivets magistre i et forsøg på at finde frem til, hvad der kendetegner en moderne magister.
Fra Esbjerg og Haderslev til Aarhus og København. I alle landsdele arbejdede magistrene for at skabe det stærkest mulige fællesskab under overenskomst- forhandlingerne i 2018.
Jeg har i løbet af de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018 skrevet en række reportager om og hos de medarbejdere, der risikerer strejke og lockout – fra Esbjerg og Haderslev til Aarhus og København i tekst, foto og video.
Faneborgens bærere ved lige så lidt som alle andre – men støtter op alligevel23. april. Kernen i de konstante og nu velkendte demonstrationer foran Forligsinstitutionen er fanebærerne, mænd og kvinder fra alle forbund og landsdele, der holder de røde faner rejst døgnet rundt.
Forhandlerne styrer mod sudden death20. april. Mens forhandlerne ser stadigt mere trætte ud, er demonstranternes råb foran Forligsinstitutionen tiltaget i styrke dag for dag. Men knasterne er stadig store og kræver et gennembrud for enten kommunerne eller staten, sagde Lars Qvistgaard i morges.
Hvad er forskellen på en overenskomstaftale og en caffe macchiato?19. april. Dansk Magisterforening kørte i morges 10 grønne kaffevogne ud rundt om i landet. Målet: En snak om, hvorfor overenskomstforhandlingerne er så vigtige. Metoden: Baristakaffe til at holde dampen oppe.
Sidste udkald i Forligsen: Holder musketéreden?17. april. Alles øjne er på Forligsinstitutionen. Bliver det i dag, der kommer en forhandlet løsning på overenskomstforhandlingerne – eller bliver det starten på konflikt?
En eftermiddag i Konfliktrådet: “Det her kan føre os ind i fremtiden”16. april. De kalder det Konfliktrådet. Her samles Holbæks tillidsfolk fra alle fag for at skabe de mest effektive strejke- og lockoutmetoder overhovedet muligt. Men først skal der lige komme styr på musikken…
“Er du sikker på, det er en god idé, vi er her?”12. april. Forhandlingerne i Forligsinstitutionem ser ud til at nærme sig en afslutning. Kollegerne på KU og offentligt ansatte i hele landet satte slutspurten ind med en kampagne på de sociale medier kl. 11.55.
“OK18 er fagbevægelsens største mulighed for at engagere de unge”9. april. Fagbevægelsens frontkrigere og alle dens støtter i København var inviteret til faglig fredagsbar på Toga Vin & Ølstue – fordi “intet vækker mere begejstring i fagbevægelsen end en kold fadøl”.
“Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi det hele.”4. april. En tidlig morgen mødtes hundredvis af offentligt ansatte for at stå “skulder ved skulder” i demonstration. Målet: Et forsvar for den offentlige sektor.
“Vi er udpeget til strejke. Det forpligter1. april. Magistrene i København Kommunes økonomiforvaltning er klar på både strejke og lockout, hvis det når dertil. De skal bare lige finde ud af hvordan.
31. marts. I Danmarks Radio har man allerede kæmpet og vundet en af de centrale kampe i OK18: Retten til den betalte spisepause. Blandt de lokale AC-tillidsrepræsentanter er der derfor fuld opbakning til de offentligt ansatte.
Hvad sker der, når ministerens mailserver går ned?29. marts. Samarbejdet med den lokale ledelse fungerer godt hos Statens IT, men forholdet til Løhde og Moderniseringsstyrelsen er mere anstrengt. “Hvis der kommer lovindgreb, så bliver jeg mopset, og hvis de med loven i hånden ændrer på mere end lønnen, så bliver jeg rigtig vred”, siger TR.
22. marts. Over 10.000 offentligt ansatte tillidsrepræsentanter fra alle faggrupper i hele landet har i dag været til stormøde i en hangarbygning i Fredericia. Med var godt 90 magistre. Magisterbladet fulgte en af dem.
”Der er en ægte bekymring for, hvad fremtiden bringer”21. marts. Dansk Magisterforening har sat et nødberedskab i værk for at håndtere de mange OK18-henvendelser fra medlemmerne. De mange tekniske spørgsmål dækker over både bekymring og opbakning til sagen, siger en af koordinatorerne.
“Vil de nu også byde os at tage frokostpausen? Hvad bilder man sig ind!”20. marts. Magistrene på Aarhus Universitetshospital kan se frem til strejke og lockout af kolleger. For dem er det særligt Moderniseringsstyrelsens syn på frokostpausen, der sætter sindene i kog.
“Hvis der kommer konflikt, vil der være nogle sår, der skal heles bagefter”16. marts. De tekniske og administrative akademikere på Aarhus Universitet har fået noget at tænke over. De var ikke udpeget til strejke, men er nu blevet lockoutet. Det er nyt land for to tillidsrepræsentanter.
”Denne gang skal de ikke have lov til at lammetæske en enkelt gruppe”13. marts. Flere af de fremmødte til et arbejdspladsmøde for DM’erne på Københavns Professionshøjskole virkede klar til konflikt. “Denne gang skal de ikke have lov til at lammetæske en enkelt gruppe, mens alle andre bare lander denne ene meget beskedne aftale efter den anden. Det er enormt løfterigt”, sagde en adjunkt.
“Shit… hvad nu?”7. marts. Godt 40 magistre mødtes en eftermiddag på en professionshøjskole i Haderslev for at forberede sig på konflikt. Alt fra gode råd til backup af dokumenter til størrelsen på DM’s strejkekasse blev vendt. Og naturligvis bekymringen for de studerende.
“Du kan bare skrive rimelighed. Det er det eneste, vi ønsker”7. marts. I Esbjerg Kommune er tre biologer med gummistøvler i bilen godt skuffede. “Vi har været loyale grænsende til det dumme, det synes jeg faktisk,” siger den ene.
Ivan Ivanovych Semenuik har ikke bare jord under neglene, men også imellem sit ansigts furer.
Han rækker mig et glas hjemmelavet ahornsaft. Men hvor er vandet fra? Og hvad med træet, det er tappet fra? Er det giftigt?
Jeg havde aldrig troet, jeg ville være bange for at drikke ahornsaft, men det er jeg nu.
Ivan og hans kone Maria Kindrativna Semenuik, der er klædt i gummistøvler og farvet tørklæde, opbevarer den klare væske i en gennemsigtig 10-liters vanddunk. Vi sidder i deres køkken, et under 15 kvadratmeter stort rum med hvide og lyseblå vægge, præcis som i resten af byens huse. Inden jeg er kommet herind, har jeg underskrevet en erklæring om ikke at drikke vand fra området. Men jeg er gæst i deres hjem, så jeg drikker den sødlige saft alligevel.
Sagen er, at Ivan og Maria bor i landsbyen Paryshyv tæt ved Tjernobyls atomreaktor 4, der eksploderede i 1986 og spredte enorme mængder af radioaktive partikler. I en radius af 30 kilometer har myndighederne lavet en sikkerhedszone, hvor det er ulovligt at opholde sig uden tilladelse. Alligevel bor Ivan, Maria og 200 andre mennesker her. De trodser loven, strålingsfare og ensomhed. Hvorfor?
»Tak for de fire biler«, står der skrevet på en mindeplade hængt op på væggen.
Nedenfor knæler en ældre kvinde i farverig, vævet klædedragt. Hun kysser det beskidte gulv syv gange, messer en uhørlig remse, rejser sig, kaster brændevin ud over nogle tændte stearinlys og bunder en dåseøl. Så gentager hun ritualet.
Hun beder til Maximón, også kendt som San Simón eller Rilaj Maam, en blanding af blandt andre Judas, den spanske erobrer af Guatemala og en mayaindiansk bjerggud.
Maximón er enten en gud eller en helgen, alt efter hvem man spørger, og danner bro mellem katolikker og mayaindianere.
Hans tilbedere ofrer blandt andet brændevin, dåseøl og penge. Til gengæld kan de få opfyldt nogle af de ønsker, som er svære at gå til Gud med: måske en anden mands kvinde, en ny motorcykel eller en lønforhøjelse.
Læs her den fulde artikel, der var hovedhistorien i Politikens årlige rejsetillæg, Rejsen går til 2013.
Magien kom fra en kvadratisk luge i halalslagterens butiksfacade.
Min kæreste husker det klarere end jeg selv. Det var hjem efter skole med en veninde, smide tasken, finde 30 kroners lommepenge, ned til stoppestedet, vente på linje 354 i retning mod Kokkedal (og den gigantiske skorsten udformet som en glødende cigaret, der kan ses fra hele byen), køre små 10 minutter med udsigt til gule marker i venstre vindue og golfbanen i højre, forbi det klorfarvede vandtårn, igennem villakvarteret (bygget i bleggule mursten, naturligvis), trykke stopknappen i bund, stå af ved Holmegårdscenteret, som lå tværs over for Holmegårdsskolen og på grænsen til de lange rækkerafgrå, betonstøbte boligbyggerier.
Her stod de af og lagde halvdelen af lommepengen på disken (den anden halvdel var blevet inddraget af buschaufføren som betaling for en børnebillet). Turen havde nået sit højdepunkt: En kebab i pitabrød, tak.
Vi kendte ikke hinanden dengang, men jeg er fra samme by (endda samme skole), og vi har derfor samme magiske minder fra kebabben i Kokkedal i Nordsjælland. For det har alle derfra.
Da kebabben kom til Kokkedal, blev verden en anden. Mens vores forældre gik i pølsevognen eller på pizzeria, når der skulle snaskes hurtigmad, gik vi ned i kebabben, som man sagde. Måske havde vi ikke hippie-idealisme eller en krigsdepression at samle os om, men dét havde vi dog: turen til den lille luge i Holmegårdscenteret. Vi var Generation Kebab.
Siden dengang i 90’erne har kebabben spredt sig til resten af landet hurtigere end en tunet forstadsknallert på en tom cykelsti. Men hvorfor egentlig? I mange tilfælde er kebab ikke meget mere end en roterende rulle af sammenpresset affaldskød proppet i et færdiglavet pitabrød med en ordentlig røvfuld cremefraiche-dressing som smøre. Hvorfor er dét nu så populært?
Jeg har taget Kystbanen fra København tilbage til min barndoms Kokkedal for at undersøge, om historien bag en af Danmarks første kebabsteder kan være med til at give en del af løsningen på det lille mysterium, som kebabbens enorme succes er.
”Hva’ så, Kim? Weekend? Skal du til Jylland eller sådan noget?”Ømer Sahan, 27, har genkendt manden, der er forrest i køen og råber ud gennem lugen (det er stadig den samme, hvidmalede træramme med en disk af pudset stål, som det også var dengang), mens han fordeler hvidløgsdressing i et pitabrød til en anden bestilling. Der er pludselig blevet ravlt. På få minutter er der kommet syv mennesker i køen. Den næste bestiller, tydeligt rutineret: ”To med kylling, to med kebab, alle kun salat, dressing. På kortet.”
”Det er bare i orden. Du skal lige ind ved siden af for at betale,” svarer Ømer og vender sig rundt for at råbe ind til slagteren: ”FIIIIRS! DANKORT! FIRS!”
Dankortbetalingerne skal klares hos slagteren, hvor dankortterminalen står. Slagteren er en del af forretningen (her sælger de halalkød af forskellig art, mest lam og kalve), men den har sin egen indgang.
Ømer Sahan er manden, der i dag styrer den daglige gang i Sahan Slagter & Kebab. Han har overtaget styringen fra sin far, Bekir Sahan, der åbnede butikken i ’92. De er i dag begge medejere af butikken, men sønnike står for det hårdere slagterarbejde, mens far mest er i ”hullet” og sælger kebab.
”Folk kom fra Helsingør, Gilleleje, Fredensborg, fordi vi var de eneste, og fordi vi havde kebab til en tier. Ja, nogen af dem kommer faktisk stadigvæk, selv om der selvfølgelig er kebabsteder overalt i dag,” husker Bekir om de tidlige dage.
Også Ømer mindes det, selv om han kun var syv år dengang. Sådan da.
”Ja, altså, jeg kan huske, at kebabben smagte godt, og at vi altid var herovre. Men ellers ikke så meget. Jeg ved bare, at vi var de første i Danmark,” siger han.
Ømer er en ægte sælger, for ifølge far Bekir, var de kun nummer to, og desuden bliver Ømer ved med at indskyde, hvor god kvalitet kebab, de serverer her. Men jeg kan godt lide det, for det viser, at han går op i sin forretning.
Det er ikke selvsagt i Ømers tilfælde, for han ville egentlig have været VVS’er. Han gik på teknisk skole, men kunne ikke finde en praktikplads, og efter en tur i militæret var der kun én logisk vej: at følge i fars fodspor og blive oplært i kebabben i stedet.
”Jeg kan godt lide slagterarbejdet, kebabben, at have mit eget her. Og ja, det er mit levebrød, kan man sige,” konstaterer Ømer.
Måske skal der i virkeligheden ikke siges så meget mere end det, tænker jeg. Det er et levebrød, og det ser ud til at køre som smurt. Heldigvis. For det har været en langt proces at komme så langt, at der står godt 150 kunder foran lugen hver eneste dag, også på helligdage (især på helligdage).
Historien er far Bekirs. Han kom til Danmark fra en lille landsby tæt på Ankara i Tyrkiet, fordi han jagtede sin kvinde. Hendes familie var taget til Danmark for at arbejde i 1970 (det var dengang, der var stormangel på ufaglært arbejde ikonservesfabrikkerne og skibsværfterne), og så måtte han følge med.
De første mange år arbejdede Bekir på forskellige plastfabrikker på Sjælland, men da han blev arbejdsløs og først fik arbejde igen et år senere, indså han, at han som ufaglært udlænding måtte skabe sit eget job for at være sikker på en indtægt. Over fem år fik han sparet 167.000 kroner sammen. Penge, der alle gik til købet af Sahan Slagter & Kebab i 1992. Og siden har han bare arbejdet derudaf.
”Jeg er lidt en gammel mand. Jeg har haft to gange blodprop, jeg har sukkersyge, højt kolesteroltal, jeg har mange sygdomme. Men jeg bliver ved med at arbejde. Altid. Jeg vil ikke være arbejdsløs igen, jeg vil tjene mine egne penge,” siger Bekir og skovler kebabkød i et friskristet pitabrød.
Der findes overraskende lidt information om kebabbens rolle i dansk madkultur. For det første er det svært at sige noget om bare udbredelsen af retten, da Danmarks Statistik ikke skelner mellem kebabber og andre fastfoodlignende restaurationer. Godt nok viser en søgning på Fødevarestyrelsens smiley-ordning, at der findes 388 detailhandlere med ordet kebab i deres navnet (og heraf har lige under en tredjedel Elite-smiley, mens kun tre har sur smiley), men det er næppe dækkende.
For det andet er der ikke lavet noget undersøgelser eller forskning på området; der er altså ikke rigtig nogen, der ved noget om kebabfænomenet i Danmark. Da jeg ringer for at høre mere hos Institut for Fødevarer, får jeg svaret, at de ”godt nok aldrig har fået sådan en forespørgsel før, det må jeg sige, det har jeg aldrig hørt”.
Jeg forsøger mig i stedet hos en madhistoriker (”Var det Kæ-bab, du sagde?”), som sender mig videre til brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, som igen sender mig til Suhrs Madakademi, som aldrig vender tilbage.
Som journalist er der kun én ting at gøre, når man ikke kan finde en ekspert, og det er at søge mod Facebook. Her findes nogle af de eneste, der er gået nogenlunde systematisk til værks for at afdække kebabbens tilstand i dagens Danmark, nemlig to kammerater, der går under navnet Københavnske Kebab Kritikere og i skrivende stund har 2585 fans.
De har spist kebab på alle kebabsteder på Nørrebro og skriver nu en ugentlig anmeldelse på Facebook. Og de ser især atmosfæren på kebabstederne som en væsentlig grund til kebabbens succes.
”Det er ofte en lidt sjov eller skør oplevelse at spise kebab. På Torvets Kebab har de hele Machiavellis Fyrsten stående på disken, og et andet sted har de et bornholmerur. Der er en særlig atmosfære ved at spise sådanne steder,” siger en af bagmændene, som ikke vil offentliggøre sit ellers almindelige fornavn og i stedet foreslår, at jeg bruger aliaset Dürüm Drønet (”Vi vil gerne være anonyme, for det er jo ikke helt det samme at anmelde en sushibar i Indre By som en kebab ude i Nordvest,” forklarer han mig i telefonen”).
Han ser kebabben som bedre mad end en banal pølse med brød fra pølsevognen. Blandt andet, fordi der er flere muligheder for at gøre kebabben unik.
”Det interessante ved kebab er, at der sker en slags fusion med det lokale køkken. Hvis man for eksempel tager til Sverige, vil man opdage, at de putter syltede agurker i kebabben, fordi svenskerne er glade for syltede ting. Her i Danmark bliver der puttet store mængder af kød i kebabben, og det er nok vores kendetegn: masser af kød.
Er kebab så blevet dansk mad?
“Det er svært at sige. Dansk madkultur er ikke en fastlåst størrelse, og i virkeligheden er det ikke så vigtigt, hvad der er dansk og ikke er, når bare man kan konstatere, at det er i Danmark, og at mange mennesker spiser det. For mig er der stadig noget eksotisk over at spise en kebab, noget fremmedartet. Det er en anden kultur, og det er vigtigt for oplevelsen. Det mellemøstlige element skinner igennem, fordi det er en anden måde at tænke forretning på end den vestlige. Ser man det i forhold til McDonald’s, som er utroligt strømlinet, så er mange kebabsteder ejet af familien, og det sætter et personligt præg på stederne,” siger han.
Vi har sat os ud i slagteriets baglokale på det lille kontor. Rundt om os står bøtter med 15 liters
vegetabilsk olie, store dåser med sicilianske tomater og hele kasser med løse krydderier (skrevet på med store sprittuschbogstaver: ”chilli”, ”m.mix”, ”s.krydderier”). Alt udover stolene er bygget med klare, lyse fliser eller børstet stål, og en Elite-smiley stikker hovedet frem fra en bunke papirer; der er ingen tvivl om hygiejnen her.
Jeg spørger ind til, hvorfor det tilsyneladende går så godt for kebabsalget i dag.
”Folk ved godt, at vi satser kvalitet her. Det skal være rent og ordentligt, og det hele er hjemmelavet her. Vi laver selv kebabrullen, vi laver selv chilien, vi laver selv hvidløgsdressingen. Så kan vi lave det, lige som vi vil have det, og det kan folk godt lide.”
Som ung i København har jeg haft masser af tid til at nærstudere kebabstedernes roterende rulle med kød, og det har altid undret mig, hvad den egentlig bestod af. Og med den seneste tids kødskandaler, er det svært at tro på, at kebabrullen ikke er forproduceret i fjerne østeuropæiske produktionshaller. Jeg spørger Ømer.
”Ja ja, vi laver dem selv, kebabrullerne. Der er ikke noget med hest eller svin her, det er rent, hakket halal-kalvekød fra danske besætninger, og kødet bliver hængt op frit ude i kølerummet, nogle gange i op til to uger, så det er noget helt andet end vakuumpakkede supermarkedsvarer. Det tager en times tid at lave sådan en rulle: Vi hakker det, stabler kødet om et spyd, ruller det og sætter det op,” forklarer Ømer Sahan.
Og hvordan gør I med halalslagtning, hvis det er fra danske landmænd?”
“Faktisk bliver der lavet halalslagtninger på næsten alle danske slagterier, så det er ikke noget problem. Og der er slet ikke noget farligt over det. Dyrene bliver dræbt af skud, lige som det bliver gjort med alt muligt andet kød – der er bare ansat en islamkyndig, der siger en kort bøn på måske 10 sekunder lige bagefter.”
Men kvaliteten kan ikke være det eneste svar på succes, tænker jeg og spørger endnu en gang, nu lidt mere direkte, hvorfor Ømer tror, at kebabben er blevet så populær i snart hele Danmark. Han løfter på skuldrene:
”Jeg ved det ikke. Det smager jo bare godt,”prøver han.
Inden jeg tager hjem mod København, forsøger jeg at købe mig en kebab i pitabrød med det hele (20 kr.) og en Coca-cola Zero i dåse (10 kr.), men jeg bliver stoppet af Ømer Sahan. Jeg insisterer; det handler jo om en journalists integritet og uafhængighed. Det samme gør Ømer; jeg får ikke lov at betale.
”Skriv nu bare om, hvor godt den smager, ik’?” griner Ømer Sahan ud af lugen og skynder sig tilbage til slagerrummet for at hakke kød.
Måske er dét hemmeligheden bag kebabbens succes, tænker jeg. Mennesker med gåpåmod, gode sælgerevner, arbejdsglæde og viljen til at klare sig selv. Og bevares, kebab smager da også godt.
To københavnere har lavet Facebooksiden Københavns Kebab Kritikere, hvor de hver uge anmelder et nyt kebabsted på Nørrebro. De har spist en kebab om ugen i mere end et år og har fundet frem til otte kriterier for en god kebaboplevelse.
Balancen: Ingredienserne skal være ordentligt fordelt. Man oplever ofte, at kødet ligger i den ene ende og salaten i den anden – det holder ikke. Derudover skal dressingen være jævnt fordelt, og der skal ikke være for meget.
Betjeningen: Venlig og flink betjening er ikke nok; den skal også være kompetent og vejledende, så man kan få forklaret forskellige menuens udvalg, kødets kvalitet og lignende. Og så er der naturligvis tempoet: Kommer kebabben med det samme, eller skal du vente et kvarter?
Atmosfæren: Atmosfæren er vigtig, hvis man skal spise på stedet. Det er naturligvis i høj grad individuelt, hvad der føles hyggeligt, men Københavnske Kebab Kritikere har en særlig forkærlighed for det kitschede: ”Vi vil gerne føles os hensat til et eksotisk, mellemøstligt sted, hvor indretningen er lidt absurd.”
Kødet: Det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvilken type kød, man bedst kan lide, for der er grundlæggende to retninger indenfor kebabkød. Den tyrkiske tradition med en kompakt kødrulle, der består af sammenpresset kød (dürüm kebab) og så den arabiske tradition med hele marinerede kødstykker (shawarma). Nogle sværger til det første, som typisk er mere fed i smagen, andre det sidste, som blandt andet er det de serverer i Danmarks første shawarma-biks på Strøget i København, Shawarma Grill House, og som er mere syrligt marineret.
Rulningen: Rulning, brød og balance hænger meget tæt sammen. Det kritiske punkt er afslutningen. Bliver den afsluttet ordentligt, så indholdet bliver holdt inde, og uden at have en stor klump brød med en masse sølvpapir inden i.
Grønt: En kebab kommer næsten altid med icebergsalat, et par skiver tomat og lidt løg. Her er det vigtigt, at grøntsagerne er friske og sprøde. Nogle steder laver egne varianter med for eksempel syltet rødkål, som giver et nordisk strejf, og det kan være værd at køre efter.
Brød: Brødet er mange kebabetablissementers akilleshæl. For i virkeligheden handler det ikke så meget om, hvorvidt der er brugt majs-, dürüm- eller tipo 00-hvedemel til brødet, men bare om, at det skal være frisk og hjemmelavet. Det er det nemlig de færreste steder.
Ekstra: Hvad kan du ellers få udover kebab? For selv om det er en kebab, du har lyst til, kan der være andet på menukortet, som er værd at prøve. Hvis køkkenets udvalg er lækkert, giver det oplevelsen og helhedsindtrykket et nøk opad
“Når Jorden er ødelagt, og dyrene døende,
skal en ny stamme komme til jorden, skabt af mennesker af alle farver, klasser, overbevisninger,
som gennem deres handlinger og gerninger vil gøre jorden grøn igen.
De vil blive kendt som Regnbuens Krigere.
– Hopi-indiansk profeti
”Der er tre regler. Ingen stoffer eller alkohol, intet kød og så det vigtigste: Dæk din lort, ” siger Hernando Rodriguez og sliber videre på en rusten machete.
”Der er ikke noget, der fucker en regnbue op som utildækket lort.”
Den 35-årige argentiner, der har fuldskæg i både ansigt og på overkrop, sidder i varmen fra et bålsted under en raftekonstruktion dybt inde i Guatemalas højland. Omkring ham flagrer en sort-orange sommerfugl med et vingefang på størrelse med en håndværkers håndflade, og nær ved risler en turkisblå flod stille forbi. Tæt bambusjungle spreder sig op af bjergsiderne, der omkranser lejren i alle retninger.
Paradis, fristes man til at sige, og for de hundredvis af mennesker, som er kommet til fra hele verden for at blive en del af The Rainbow Gathering, beskriver intet ord det bedre. Regnbuen, som det kaldes i hverdagstale, er et forsøg på at skabe et nyt samfund i takt med naturen – uden penge eller ledere.
”Vi tager ud og starter forfra,” forklarer Hernando Rodriguez, ”for du kan ikke bekæmpe Babylon indefra.”
Babylon er regnbue-lingo for omverdenen, der for mange er en falsk virkelighed, som holder mennesker fanget i disharmoni med naturen. Regnbuen er et oprigtigt bud på en anden måde at leve.
”I Regnbuen lever vi det naturlige liv, mens alt andet er fiktivt. For i resten af verden er der penge overalt, og hvor end der er penge, er livet en illusion,” siger Hernando Rodriguez.
For to år siden sagde han sit job som it-ingeniør op for at blive en det af det fænomen, han havde hørt om på en rejse til New Zealand. Lige siden har han rejst fra regnbuelejr til regnbuelejr og lever af lejeindtægter fra sit hus i Buenos Aires.
”Før var jeg en slave for IBM, en slave for Verizon, en slave for en masse virksomheder. Nu, hvor jeg følger Regnbuen, er jeg min egen,” fortæller han.
Der er intet fiktivt over stien, der leder hen til Regnbuelejren; den er kun alt for virkelig. Hvad der før var en lille græsdækket sti langs skovkanten er nu blevet trådt til én lang, dyb mudderpøl, hvor hun kun gummirøjsere eller bare tæer sikrer mod våde sokker. Folk glider, falder, slår sig.. og rejser sig smilende. For sådan gør man i Regnbuen. Smiler.
”Velkommen hjem. Vi elsker dig,” griner 20-årige Jeremy Inglesi fra Ohio og giver et kram til en ny regnbue-deltager, der har overlevet mudderet og nu kigger sig undrende rundt i køkkenteltet. Det er standardhilsnen til nyankomne. Han er nu en del af familien.
Jeremy Inglesi har selv været en del af Regnbuen et par dage. Sidste år droppede han ud af college, hvor han læste filmvidenskab på et amerikansk fodbold-scholarship, efter et besøg til regnbuelejr i USA, hvor konceptet har været kendt siden 1972. I år anskaffede han sig et pas, krydsede grænsen til Mexico og kørte direkte til Guatemala. Han skal ikke se andet af landet. Regnbuen er nok.
”Der er noget her, jeg aldrig har oplevet før. Det er intimt, trygt, kærligt,” siger han.
”Vi er virkelig sammen, sådan rigtigt, fordi vi holder af hinanden. Det lyder skørt, men det er ægte.”
Jeremy Inglesi er ved at rulle chappatis, Indiens svar på tortillaen, ud i køkkenet – en konstruktion af farvede presenninger spændt ud mellem bambuspæle og et langt bord af et par gamle træplader. Bag ham hænger et træskilt med bogstaver malet i klare farver: ”Køkken; Kærlighed; Healing. Vask hænder med eddike.”
I dag er Jeremy Inglesi med til at forberede aftensmad for lejrens godt 150 deltagere, men der er ingen turnusordninger, skemaer eller faste kokke. Man hjælper, hvis man vil, og når man vil – om end der også er en betegnelse for dem, der bare nasser: dræn-buer.
“Det her er det bedste ved regnbuen,” siger han og ruller dejen ud med en eddikeflaske som bagerulle, “at hjælpe hinanden.”
I den modsatte ende af køkkenteltet puster en kvinde vuvuzela-lignende lyd ud gennem en tre meter lang træfløjte. Andre har gang i afrikanske skindtrommer eller ryster med maracas.
”Vi er regnbuens børn, uuhhh, yeah, regnbuens bøøørrn,” synger en guitarspiller til de improviserede rytmer. Der bliver ikke spillet hverken evergreens eller højskolesange på Regnbuen; repertoiret består af hjemmeskrevne lovprisninger af naturen, indiske Sanskrit-hymner og gamle melodier fra Hopi-indianerne.
En muskuløs ung mand i militærjakke og korte, stumpede bukser danser rundt for sig selv på jordgulvet, laver kampsportsfagter med hænder og fødder. Manden kalder sig Sky og er et godt eksempel på den dybe spiritualitet, som Regnbuen er baseret på. Han har brugt de seneste fire af sine 22 år på at rejse rundt til forskellige stammesamfund i Latinamerika, 13 i alt, for at lære fra de spirituelle ledere.
”En shaman er en, der har lært at se,” fortæller han senere ved det bålsted, der bliver tændt hver aften, når mørket er faldet på, ”og folk kalder mig shaman.”
Overfor fortæller en kvinde historier om sine møder med Metatron, en engel primært kendt fra grene af Jødedommen i middelalderen og Philip Pullmans romantrilogi Det Gyldne Kompas. Andre diskuterer den bedste måde til at blive én med naturen.
Shamanisme, naturreligioner, stammesamfund og forskellige New Age-filosofier er alle populære kilder til selvindsigt og spirituelle oplevelser i regnbuesamfundet, som tiltrækker mange forskellige syn på verden. Fælles for dem alle er, at de søger fred og kærlighed i verden gennem naturen.
”Vi forsøger at bygge en bæredygtig landsby, hvor folk kommer til af fri vilje for at leve tæt på Moder Jord – uden giften fra resten af samfundet,” forklarer Sky, der ikke har fortalt sit fødenavn til nogen, efter han som 19-årig blev givet navnet Sky af ånder.
Det er hans ottende eller niende regnbuelejr, men det er mere et tilfælde end vilje, at Sky er genganger, fortæller han, for han planlægger aldrig på forhånd, hvor han vil hen. I stedet lader han sig lede af ”energierne, der strømmer igennem alt.”
Denne gang handler det om at komme væk fra civilisationen, forklarer han.
”Jeg var så meget i kontakt med alt omkring mig, at jeg blev for følsom til at være i byen. Jeg blev nødt til at søge ud i skoven, hvor energierne er rene.”
Uanset verdensopfattelse samler alle sig i én stor cirkel, Hovedcirklen, to gange om dagen. Samtlige regnbuebørn møder op omkring det hellige bålsted, holder hinanden i hånden, sender kys på omgang og deler indimellem en hashpibe.
Sange opstår spontant og fortsætter typisk i 20-30 minutter, inden ritualet slutter ved, at alle vender håndfladerne mod hinanden over hovedet, lægger sig på knæ og lader panden røre jorden i respekt for Moder Jord.
En af cirklens mennesker er 19-årige Hannah Lange, der er i gang med sin sabbatårsjordomrejse. Hun har været afsted i 10 måneder, men hader stadig tanken om, at hun snart har en returbillet hjem – i protest flyver hun både juleaftensdag og nytårsnat, inden hun vender tilbage til Tyskland.
”Jeg har fundet et sted, hvor jeg er fri til at være mig selv og ikke bliver set som en underlig person, fordi jeg ikke barberer mig under armene,” siger Hannah Lange.
”I modsætning til Tyskland, hvor alle skal være ens, er vi ikke produkter af samfundets krav i Regnbuen. Vi er bare os selv.”
Hannah Lange har som så mange andre lange dreadlocks og store, vævede klæder hængende løst om kroppen. Mange andre kvinder går topløse, lige som enkelte mænd – hvoraf størstedelen har fuldskæg – går nøgne rundt.
Som en deltager bemærker: ”Her ligner alle troldmænd.”
Hovedcirklen er også stedet, hvor dagens to måltider, altid vegetariske, bliver uddelt fra store støbegryder. Når alle har spist op, går en lille gruppe af syngende og dansende personer rundt med en for at indsamle donationer, der skal finansiere næste dags madlavning.
”Magisk, magisk, hatten den er magisk. Du kan give penge, du kan give kærlighed, hatten den er magisk,” synger de. Nogle smider et par mønter, andre et luftkys.
Amerikanske Barry Byrtus på 47 lægger fem quetzales, omkring tre kroner, efter en middag bestående af grøntsagssuppe, fladbrød og usaltede, hvide ris. Han er en af de deltagere, der er nødt til at lade pengene række langt.
Efter en blodprop i hjernen har han haft svært ved at arbejde, men han har investeret i en sølvmine i Peru og håber på at kunne leve af overskuddet. Og så har han et ekstra trick i ærmet.
”Jeg har fundet en hemmelig måde at tjene penge på,” griner han og afslører det med det samme:
”En metaldetektor.”
Hans familie forstår ikke, hvorfor han ikke tager hjem til USA. Barry Byrtus har opgivet at forklare dem, hvorfor det er så fantastisk for ham at leve i regnbuelejren, selv om han har svært ved at få tingene til at løbe rundt, når han er imellem lejre.
”Min søster er blevet hjernevasket af at gå på college, og min mor ser nyhederne på tv hver dag og tænker stadig, at der ikke er noget galt med verden. Jeg kan ikke ændre dem,” siger han prøver at sætte ord på, hvad der er anderledes her.
”Her er så meget kærlighed. For første gang i lang tid er jeg kommet hjem. Det er her, jeg hører til.”
Teksten er fra en artikel til Informations halvårlige rejsetillæg.
Læs mere på http://www.welcomehome.org/rainbow/